Spring over sidens navigation• Top
• Indhold

FagTema-forløb om familien til dansk og matematik

Tre FagTema-deltagere har udviklet to undervisningsforløb om familien til hhv. dansk og matematik, Tal i familien og Min familie og jeg. Forløbene drejer sig ikke bare om familien; elevernes familie har deltaget aktivt i projekterne.

 


Lærerne fra Brørup Skole bag FagTema-forløbene Tal i familien og Min familie og jeg

Kirsten Birkelund

  • Underviser i dansk og kristendom, 2. klasse; håndarbejde, 4. og 5. klasse
  • Har Pædagogisk IT-kørekort
  • Bruger ikke it ofte nok ifølge egen vurdering

Lis Nissen

  • Underviser i dansk, 2. klasse; engelsk, 3. klasse; idræt 2., 3. og 4. klasse
  • Uddannet 2005
  • Bruger ikke it ofte nok ifølge egen vurdering

Betty Pedersen

  • Underviser i matematik og natur-teknik, 2. klasse; dansk, 4. klasse; specialundervisning
  • Har Pædagogisk IT-kørekort
  • Bruger it ofte i 4. klasse, som har egne computere, men ikke ofte nok i 2. klasse ifølge egen vurdering

 

 
Min familie og jeg 

 


FagTema-forløb til matematik: Tal i familien til 2. klasse

 
Udviklingen af FagTema-forløbet Tal i familien begyndte med en brainstorm, hvor eleverne skulle tænke på noget spændende med tal i familien. De bedste forslag blev udvalgt, og hele familien blev derefter sat på arbejde med at indsamle tal i hjemmet. Fx blev der talt skridt med en skridttæller, som blev en så integreret del af familien, at den røg med en tur i vaskemaskinen. Alle de indsamlede tal blev efterfølgende udsat for regneark, som eleverne skulle introduceres til for første gang.

 

 
– Det var et stort arbejde at lære de forskellige begreber i regneark, men eleverne var meget engagerede. At se tallene blive overskuelige i regnearket var en god og fascinerende oplevelse for dem. Efter en del træning i at lægge tal sammen vha. formler fik eleverne lov til at bruge autosum, som de nærmest oplevede som en tryllestav, fortæller Betty Pedersen, der også fremhæver forældrenes engagement og interesse i projektet.

 

FagTema-forløb - eksempler

Se eksempler på FagTema-forløb på Materialeplatformen:

 


 

 

 

 

 


FagTema-forløb til dansk: Min familie og jeg til 2. klasse

 
I FagTema-forløbet Min familie og jeg har eleverne brugt it til fremstilling af en bog. En bog, der ikke bare bliver lagt hen i skuffen, men et virkeligt projekt, der bliver vist frem i familien – og bliver en del af familien. Arbejdet med fotos i farver og computerskrift resulterede i et professionelt produkt – og en perfekt julegave.

 

 
Elevernes arbejde er foregået både i skolen og derhjemme, fx fotografering. Billederne blev lagt ind i elevmapperne på skolens computere.

 

 
– Skriveprocessen var meget givende, og alle ydede en toppræstation og var meget glade for resultatet. Da eleverne sad ved computerne, vidste de nogenlunde, hvad de skulle skrive og bruge energi på, fx de it-faglige ting med at sætte billeder ind, flytte rundt på dem, ændre størrelse osv.

 


 
Eleverne blev simpelt hen fanget af emnet, som alle kunne være med i. Og det var jo pragtfuldt for eleverne udelukkende at kunne skrive om sig selv og deres nærmeste, fortæller Lis Nissen, der også fremhæver forældrenes engagement og samarbejde, fx med fotografering, hvor de familier, der ikke havde adgang til selv at tage digitale fotos, fik hjælp af de familier, der kunne.

 

 

 

 

 

 


FagTema-deltagerne: Fagfaglige udfordringer med it

 
”For at tænde må man brænde,” siger de tre lærere bag FagTema-forløbene samstemmende.

 

 
– Vores mål har hele tiden været, at eleverne skulle føle ejerskab for projekterne. De er blevet hørt, og vi har taget deres forslag alvorligt. Et tydeligt og klart mål er også en vigtig forudsætning for at kunne arbejde målrettet, siger Kirsten Birkelund om FagTema-forløbet til dansk.

 

 
De tre lærere anbefaler at afslutte et projekt med et produkt, fx en fremvisning eller en udstilling. Samtidig anbefaler de at engagere forældrene i skolens arbejde. Under FagTema-forløbene har de tre lærere hele tiden via ugebreve holdt forældrene informeret om, hvad klassen var i gang med, og hvad forældrene kunne hjælpe eleverne og hinanden med.

 

 
– Vi har oplevet et sammenhold i forældregruppen og en opbakning til os, som er guld værd i disse tider, understreger de tre lærere.

 

 
For lærernes vedkommende har FagTema tvunget dem til at tænke mere i it-baner.

 

 
– Vi har fået et spark til at komme i gang, og vi er alle tre blevet betydelig bedre på det it-mæssige område, er de tre lærere enige om.

 

 
– Det har været positivt at møde kolleger fra andre skoler og høre om deres projekter. Det var også dejligt at møde vejledere, der er meget dygtige inden for deres fag, og som har givet os rigtig god sparring og brugbare tilbagemeldinger. Men vi kunne da godt have ønsket os en rigtig it-tekniker, så vi kunne have udfoldet os endnu mere inden for det it-tekniske, lyder evalueringen fra de tre lærere, som har deltaget i FagTema.

 

 

 

 

 

 


Vejlederen: FagTema som ramme for udfoldelser omkring fagets kerne

 
– Med FagTema som ramme kan lærerne gå direkte til indholdet, dvs. fagets kerne. Man skal ikke først til at snakke om, hvad man vil. Min opgave som it-vejleder er at fortælle, hvad it gør ved det fagfaglige. Hvad er det, der højner, og hvorfor gør vi ikke bare, som vi plejer, fortæller it-vejleder Dorthe Eriksen, der til daglig fungerer som lærer på Aabenraa friskole og herudover er pædagogisk konsulent i dansk ved Center for undervisningsmidler, Aabenraa.

 

 
Dorthe Eriksen har fungeret som vejleder for FagTema-forløbene om familien.

 

 
– Danskforløbet har været en rigtig øjenåbner, både for lærerne og eleverne. Danskfaget bliver en æstetisk del af børnenes liv og bidrager med, at de selv udvikler sig. Samtidig er projektet eksemplarisk, fordi det projekt, der hedder ”Familien”, bliver en del af familiens historie, filosoferer Dorthe Eriksen over et i virkeligheden helt håndgribeligt FagTema-forløb med rod i fagets kerne.

 

 
– Men du får nok ikke lærerne til at sige, at de er blevet bedre til at undervise i deres fag i kraft af FagTema og de forløb, de har udviklet sammen med eleverne og forældrene. Det er lærerne for beskedne til, slutter Dorthe Eriksen.